af Peer Kjær Andersen
Vier Letzte Lieder har fået betegnelsen Strauss’ svanesang, dels på grund af tidspunktet for værkets tilblivelse i 1948 kort før komponistens død, men lige så meget på grund af musikkens afklarethed og næsten overjordiske skønhed samt teksterne, der alle mere eller mindre kredser omkring emnet afsked. Strauss har imidlertid ikke oprindelig tænkt disse orkesterlieder som en cyklus, han har ikke selv anvendt titlen, og de fire sange er ikke engang hans sidste.

I 1948 komponerede Strauss et digt af Eichendorff Im Abendrot og umiddelbart herefter fik han foræret nogle digte af Hermann Hess, af hvilke han fik komponeret de tre, Früling, Beim Schlafengehen og September. Han nåede imidlertid ikke selv at høre sangene, for førsteopførelsen fandt først sted i maj 1950 i London med den norske sopran Kirsten Flagstad som solist og Wilhelm Furtwängler som dirigent. Sangene er indspillet adskillige gange og er blevet favoritter for musikelskere over hele kloden. De blev hurtigt populære, ikke mindst blandt de førende sopraner, og ved mange tidlige opførelser var rækkefølgen af sangene forskellig, alt efter solistens gemyt. Med forlaget Roths udgivelse af noderne blev den nugældende rækkefølge fastlagt.

Frühling er den hurtigste af de fire sange og også den korteste. Den er lys i karakteren og rummer en række fraser, inspireret af fuglenes sang. September er en sats med mangedelte strygere. Den skildrer sommerens afslutning og giver en fornemmelse af den evige ro, markeret ved en smuk hornsolo. Beim Schlafengehen beskriver trætheden ved afslutningen af dagen, og her er det soloviolinen, der skaber den natlige stemning. Im Abendrot skildrer to gamle mennesker, der går døden i møde i harmoni og indre fred.

Liederne kan høres her: https://youtu.be/z5xFL-iFh0Q