Kosten på Askov Højskole er normalt god og rigelig og tilpasset almindelige danske smagsløg.
Til morgenmad er der et udvalg af brød, morgenmadsprodukter, mælkeprodukter, juice, the og kaffe.
Til frokost er der et udvalg af brød, pålæg og lune retter.
Til aftensmad serveres varm mad, nogle dage efterfulgt af dessert eller et stykke frugt.
Formiddag og eftermiddag er der kaffe, the og saftevand, og om aftenen er der aftenkaffe/the med kage.
På tilmeldingsformularen er det muligt at melde sig til vegetarkost og/eller oplyse om medicinsk betingede fødevareallergier. Køkkenet tager så vidt muligt hensyn til dette enten med særlige retter til vegetarer/allergikere eller ved at skilte de forskellige muligheder, så den enkelte selv kan vælge til og fra.
Da vi er mange på stævnet, og der er utallige kombinationer af allergier, er køkkenet nødt til at producere få special-retter, som tager mange forskellige hensyn på en gang. Det kan medføre, at variationerne i vegetar/special kost ikke er så store, men det er et vilkår, man må tage med.
Der er mulighed for, at deltagerne kan medbringe egne, særlige produkter og opbevare dem i køkkenets køleskabe.
Køkkenet kan ikke tilbyde særlig kost til veganere.
Stævneledelsen gør opmærksom på, at det valg, man træffer på tilmeldingsformularen vedrørende sin kost under stævnet er gældende for alle måltider og alle dage. Det er således ikke muligt udelukkende at vælge vegetarkost de dage/måltider, hvor der serveres kødretter, man ikke bryder sig om eller ikke kan spise af andre årsager.
På tilmeldingsformularen vælger man mellem
1. Normal kost
2. Normal kost - har fødevareallergi
3. Vegetarkost og spiser fisk
4. Vegetarkost og spiser fisk - har fødevareallergi
5. Vegetarkost og spiser ikke fisk
6. Vegetarkost og spiser ikke fisk – har fødevareallergi
Formularen indeholder et felt, hvor eventuel fødevareallergi skal præciseres i stikordsform.