af Peer Kjær Andersen
Sibelius femte symfoni er påbegyndt i sommeren 1914, da Europa uundgåeligt bevæger sig mod en verdenskrig. Det er et værk, der danner den skarpest mulige kontrast til sin forgænger, den fjerde symfoni, også kaldet ”Barkbrødssymfonien”. I dette værk er Sibelius indadvendt og asketisk, dyster og reserveret. Den femte symfoni er derimod et lyst og åbent værk, der skildrer komponistens ukuelige optimisme trods de vanskelige tider, der var på vej.

Verdenskrigens udbrud kom som et chok for Sibelius og satte ham i en vanskelig situation. Han blev nu afskåret fra sine tyske forlæggere og dermed også fra de afgifter fra værkerne, som var blevet hans vigtigste indtægtskilde. For at overleve måtte han i efteråret 1914 skrive en række småværker til finske udgivere samtidig med arbejdet på den nye symfoni. Ikke desto mindre gik arbejdet med værket uden store problemer og i december blev symfonien uropført i Helsinki. Den blev derefter genstand for et par omarbejdninger og fik først i 1919 den form, som vi kender i dag.

Dens iørefaldende melodik og relativt overskuelige form har gjort den til en af Sibelius’ mest yndede symfonier. Cecil Gray påpeger i sin Sibelius-biografi, at den femte symfoni består af musikalsk ”fællesgods”, hvis man analyserer den takt for takt, men alligevel er værket dybt individuelt og ulig alt andet. ”Denne magiske evne til at forvandle noget dagligdags og ordinært til noget rigt og særligt – som ved en form for musikalsk alkymi – har vi allerede set glimt af i Sibelius’ tidlige kompositioner. Fra nu af bliver det det mest karakteristiske træk ved hans værker” (Gray).

Denne ”musikalske alkymi” træder tydeligst frem i sidste sats, hvis sindrige temaudnyttelse har været genstand for en indgående og spændende analyse af komponisten Per Nørgård, der påpeger en række avancerede sammenhænge.
Tidens begivenheder og arbejdet med symfonien føjede en næsten religiøs dimension til Sibelius’ liv. I september 1915 skriver han i sin dagbog: ”Jeg er i en dyb dal. Men jeg begynder i tågen foran mig at skimte det bjerg, som jeg helt sikkert må bestige”. I den femte symfoni har han nået toppen og for en stund lagt problemerne bag sig. Symfonien har sine dystre øjeblikke, men først og fremmest er den som et udbrud af forårets naturkræfter, en bekræftelse af livet selv.

Symfonien kan høres her: https://youtu.be/Oi50tt17tMs