af Peer Kjær Andersen
Sergej Rachmaninov er i den brede offentlighed bedst kendt som klaverkomponist. Med sine 4 klaverkoncerter og sine populære preludier for klaver står han i de flestes bevidsthed som den sidste store romantiske klavervirtuos. Han har imidlertid også gjort sig gældende som symfoniker. I alt tre værker i denne genre er det blevet til, og af disse er symfoni nr. 2 den hyppigst spillede. Den blev skrevet i 1907 og opført året efter i St. Petersborg med komponisten som dirigent.
Værket er udpræget senromantisk og en direkte efterkommer af Tjajkovskys sene symfonier, men med den for komponisten særegne harmonik. Første sats åbner med en form for motto, et tema, hvis elementer dukker op gennem alle satser. Dette tema undergår en længere udvikling, inden det stærkt følelsesladede sidetema introduceres. Satsen er gennemgående dyster i karakteren, men med en stærkt varieret, mangefarvet orkestersats.
Som en stærk kontrast til hertil åbner anden sats med et energisk horntema, der optræder gennem hele satsen afvekslende med kontrasterende episoder, ofte af mere rolig karakter. Satsen er præget af rastløshed og bringer antydninger af Dies Irae melodien fra den latinske dødsmesse. Den ender uafklaret i et mystisk pianissimo.
Tredje sats viser Rachmaninovs evne til at skrive melodier i den store romantiske stil. Et romantisk violintema leder hurtigt over en klarinetsolo, hvis vidt udspundne melodilinie leverer tematisk stof til hele satsen. Det er i en sats som denne, at Hollywoods filmkomponister senere finder inspiration til de store kærlighedsscener, hvad der dog ikke skal lægges Rachmaninov til last.
Sidste sats er en munter allegro vivace, der trods reminiscenser fra de tidligere satser fejer de intense følelser til side og leder symfonien til en monumental og optimistisk afslutning. Sammen med klaverkoncerterne nr. 2 og 3 står den anden symfoni som Rachmaninovs væsentligste bidrag til orkesterlitteraturen.
Der er adskillige optagelser af symfonien på YouTube f.eks. denne: https://youtu.be/QBy_ACHvEJs