af Peer Kjær Andersen
Enigma-variationerne, der hører til Elgars betydeligste værker, blev komponeret på den korte tid af 14 dage i 1899. Enigma betyder gåde, og hver af de fjorten variationer skulle afspejle karakteristiske træk hos en række af komponistens venner, som er umiddelbart nemme at identificere ud fra de initialer eller pseudonymer, der danner variationernes overskrifter. Elgar bemærkede dog, at værket først og fremmest må betragtes ud fra et rent musikalsk synspunkt.
Og så skulle man jo tro, at gåden var løst.
Men der er tilsyneladende et andet, skjult tema, som variationerne er baseret på, men som ikke høres i værket. Herom skriver komponisten:
Gåden vil jeg ikke forklare – dets ’mørke udsagn’ må efterlades uudsagt… over hele værket hviler et andet og større tema, som ikke spilles… så hovedtemaet dukker aldrig op, ligesom i nogle store dramaer, hovedpersonen er aldrig på scene.
Disse ytringer har ansporet mange til at prøve at finde det bagvedliggende tema, og der findes en række mere eller mindre fantastiske artikler om emnet, uden at nogen dog er kommet med en holdbar teori.

Det mørkt farvede tema er i ABA-form med en lysere og mere melodiøs midterdel og danner som sagt grundlag for de efterfølgende 14 karaktervariationer.
Variation 1 er en hyldest til komponistens hustru, som har været hans livslange inspiration, mens nr. 2 skildrer en amatørpianist, som Elgar dyrkede kammermusik med, og som lod fingrene løbe hen over tangenterne, før han spillede. Nr. 3 er en ældre skuespiller, hvis stemme slog over i falset, og i nr. 4 skildres kontant, hvordan en herre engang kom til at smække med døren til et rum fuldt gæster. En mand, hvis alvorlige samtale ofte blev afbrudt af kvikke bemærkninger er portrætteret i nr. 5, mens en dame, der spillede bratsch og havde svært ved nogle øvelser, der gik over flere strenge, har hovedrollen i nr. 6.
Troyte var en arkitekt, hvis kluntede klaverspil karikeres i nr. 7, mens nr. 8 er et billede af en henrivende dame, hvis karakteristiske latter kan høres træblæserne. Variation 9 ”Nimrod” er den mest berømte og skildrer Elgars bedste ven August J. Jaeger fra musikforlaget Novello, et varmt og hjerteligt portræt af en mand, der påstod, at ingen kunne skrive så langsomme satser som Beethoven. Satsen bruges ofte ved højtidelige lejligheder, næsten på linie med Elgars populære marcher.
Nr. 10, Dorabella, efterligner en ung dames specielle måde at tale på, og i nr. 11 skildres, hvor dan en bulldog efter en ufrivillig svømmetur kom på land og udstødte en glad gøen. Cellisten B.G. Nevinson, som skildres i nr. 12, inspirerede senere Elgar til at skrive sin cellokoncert. Nr. 13 har ingen initialer, men skildrer en dame af komponistens bekendtskab på en sørejse. Variationen indeholder et citat fra Mendelssohns Meerestille und glückliche Fahrt”. Den sidste variation er selvbiografisk og afspejler komponistens aktive, virksomme liv. Oprindelig havde den samme længde som de øvrige, men blev forlænget med en triumferende coda på foranledning af dirigenten Hans Richter, som også uropførte værket 19. juni 1899.

Værket kan høres her: https://youtu.be/lM8l7XoVb1k