Den danske dirigent Christian Øland blev som 18-årig optaget i dirigentklassen på Sibelius Akademiet i Helsinki. Efter kun et års studier blev han af chefdirigent Hannu Lintu udnævnt til assisterende dirigent for Det Finske Radiosymfoniorkester. Som sådan dirigerede han blandt andet orkestrets børne- og ungekoncerter samt forskellige produktioner af moderne musik. Han arbejdede tæt sammen med flere af orkesterets gæstedirigenter, deriblandt Esa Pekka Salonen og Herbert Blomstedt.
Christian Øland har tidligere dirigeret orkestre som DR Symfoniorkesteret, Det Kongelige Kapel, Göteborg Symfonikerne, Kungliga Hofkapellet i Stockholm, Magdeburg Philharmoniker,, Helsingborg Symfoniorkester, Slovakian State
Philharmonic, Wermland Opera, Det Nordiske Kammerorkester og samtlige danske landsdelsorkestre.
Som opera- og balletdirigent har Christian Øland blandt andet dirigeret Tchaikovsky ‘Nøddeknækkeren’ på Det Kongelige Teater og Poul Schierbecks opera "Fête Galante" på Den Jyske Opera. På Kungliga Operan i Stockholm har han dirigeret Mats Eks berømte opsætning “Julie og Romeo” med musik af Tchaikovsky. Derudover har Øland
flere gange arbejdet som assisterende dirigent på den velrenommerede ‘Savonlinna Opera Festival’ i Finland.
Inden sine studier i Finland studerede Christian Øland klaver og fagot i Danmark, og han har som fagottist spillet i Det Finske Radiosymfoniorkester.
Christian har tre gange tidligere dirigeret på sommerstævnet på Askov, i 2016, 2018 og 2022.